Mistet gnisten...

Så er vi her igen. Alene med tankerne, alene med mig selv, alene, alene, alene. Klokken er 23:44, og jeg skulle egentlig lave lektier, men jeg har mistet overskuddet. Jeg kan ikke overskue at lave lektier, jeg har ikke lyst til at lave, jeg kan ikke lave lektier. Jeg havde ellers en rimelig god dag, efter jeg havde snakket med min mor. Hun var ikke sur, som jeg troede hun ville blive. Hun var forstående, hun lyttede til mig og mine problemer. Hun fik mig i bedre humør, fordi jeg fik fortalt hvordan jeg havde det inden i. Hvor ked af det jeg var over mig selv, og hvor lidt jeg følte at jeg passede ind i denne verden. Jeg fortalte hende at jeg havde kontaktet min studievejleder, og bedt om en aftale med gymnasiepsykologen, hvilket min mor synes var en super god idé. Hun har aldrig støttet mig sådan før, så det var virkelig uvant men samtidig også virkelig, virkelig rart. Nu har jeg i det mindste én jeg ved at jeg kan stole på, og regne med. Selvom at jeg ikke kan fortælle hende alt.

Jeg har skrevet noget om at jeg bliver mobbet på internettet, og det gør jeg også. I den grad. Jeg bliver hængt ud af folk på div. hjemmesider, hvor folk ligger billeder ud og gør grin med mit udseende. Der bliver spurgt hvor de kan finde min facebook profil henne, hvor et svar så lyder: "på facebook, medmindre sækken er selvdestrueret eller er blevet slagtet pga alt sit fedt, så hun kunne fodre hele den 3. verden" altså, bliver der hentydet til at jeg både er selvmordstruet og utroligt tyk. Til mit forsvar, selvom folk ikke ved hvem jeg er, så er jeg slet ikke så tyk. Slet ikke tyk nok til at blive kaldt "foder til den 3. verden", "hvalros" osv. Jeg har kvindelige former og nogle ekstra kilo på sidebenene, men jeg har aldrig vejet over 80 kilo (jeg er 168 cm høj) og ja, jeg ved godt at man ifølge min BMI, vil betegne mig som værende overvægtig, og det er jeg måske også lidt, men ikke i så slem grad som det bliver gjort til. Jeg er kraftigt bygget, store & stærke knogle, brede hofteben osv. Min bygning ER kraftig, jeg vil aldrig kunne blive en lille, spinkel, nips ting. Jeg bliver aldrig en Keira Knightley bygning, og det ved jeg godt. Men for fanden, hvor gør det ondt at se at folk hænger mig sådan ud. Det gør SÅ ondt, jeg sidder virkelig og tænker over alt det der bliver skrevet om mig. Og at folk bare hopper med på legen, og gør det endnu grovere i stedet for at sige fra, det gør endnu mere ondt. Jeg føler mig hadet af alle, og det er ikke nogen hemmelighed. Når jeg ser sådan noget, så tvivler jeg virkelig på om der er nogle der kan lide mig, eller om de allesammen bare lader som om, fordi det synes det er synd hvis de lod mig være, for så ville jeg ikke have nogle at snakke med. Jeg er virkelig i tvivl, for jeg føler ikke at folk vil høre på mig, eller give mig en chance. Jeg er bare hende den selvmordstruede hvalros som ingen kan lide - og som ingen nogensinde vil falde for.

Jeg græder igen nu, jeg får ingen søvn i nat. Jeg vil så gerne fortælle folk om hvordan jeg har det, men jeg kan ikke stole på dem jeg kender. Ligeså snart de får et par øl indenbords, så fortæller de ALT om ALLE - bare for at have noget at snakke om. De kan sagtens fortælle mig om deres problemer, og hvor jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe dem, men jeg siger ALDRIG noget videre.. Men dem, de må fortælle alle og enhver om hvor fucking galt det går for de forskellige. Starte og sprede sladder. Jeg synes personligt ikke at det er i orden, men min mening kan jo være lige meget. Jeg kan kun bruges som støtte, når deres sædvanlige klike ikke lige er god nok. Jeg er reserven ved alle, jeg er aldrig førsteprioritet. Jeg ved ikke hvad fanden jeg gør forkert, for jeg prøver virkelig at vise den bedste side af mig, jeg prøver endda at være så positiv som overhovedet muligt, selvom at jeg er knækket og helt nede i kulkælderen. Jeg prøver virkelig på at lade dem komme bare lidt ind, men de vil ikke.

Jeg har det pisse elendigt indvendigt, en ubehagelig knude i maven og en klump i halsen, der bare er ved at æde mig op. Godt og grundigt, æde mig. Bid for bid. Måske er alt det her et tegn på at jeg ikke skal være i verden, måske er det en besked fra mig selv og mine omgivelser om at jeg ikke hører til i denne verden. Men hvor fanden hører jeg så til henne? Og hvorfor skulle jeg ikke høre til her? Hvad ville der ske hvis jeg ikke eksisterede mere? Hvordan ville folk der kender mig og ved hvem jeg er, tackle det hele? Tackle at jeg lige pludselig var væk? Hvor meget ville jeg kunne smadre på at ende mit liv, og er det overhovedet det værd at prøve på det?

Jeg har det sådan, at jeg ikke helt ved hvem jeg er som person. Jeg har ikke styr på mig selv og mit liv. Jeg har ikke styr på hvad jeg vil med mit liv, jeg har ikke styr på hvad der skal ske med mit liv. Når jeg ser reklamer på forskellige hjemmesider, med teksten: "hvem er du?", "hvad vil du opnå i livet?" osv., så aner jeg ikke hvad jeg skal tænke. Jeg aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Men værst af alt: så aner jeg ikke hvordan jeg skal forholde mig til mig selv. Mit udseende, det ved jeg godt, men alt andet har jeg ingen anelse om.

Endnu engang blev det et langt indlæg, som jeg har forsøgt at slutte utroligt mange gange, men det er som om at mine tanker løber løbsk, de lader mig ikke hvile. Jeg har ikke noget frirum, jeg kan ikke koble fra. Hvis jeg har røget en joint eller fire, så kan jeg godt, men ellers ikke. Jeg kan heller ikke ignorere ting der omhandler mig, hvilket jeg virkelig burde lære, for det ville gøre mit liv så meget nemmere. Lære at ignorere folk der hader mig, lære at ignorere hadefulde beskeder i min facebook indbakke, lære at ignorere folk der gør grin med mig. Lære at være ligeglad med sådanne idioter. Dét vil jeg lære.

Godnat.

Dagen derpå

Jeg gik i seng i går, efter jeg havde skrevet mit første indlæg. Med en næsten god følelse i kroppen. Jeg følte mig lettet, fordi jeg fik mine problemer ud, og havde det som om at der var folk der lyttede til mig - også selvom at det bare er på en dum blog, hvor jeg ikke kan få den hjælp jeg skal have, men bare kommer ud med tingene. Jeg opdagede, til min store overraskelse at folk havde set min blog, den havde fået sygt meget opmærksomhed. Der er 40 personer der har set - og læst - mine psykotiske og negative tanker om mig selv. Det er vildt at tænke på, synes jeg. Gad vide hvad de har tænkt om det hele? Sikkert noget i retning af; "fuck hvor er hun langt ude", men hvad fanden, sådan er det.

Jeg vågnede med en god følelse i maven, jeg så straks selv valgte at ødelægge. Jeg har for meget fravær i gymnasiet, og var nødt til at sende en besked til min studievejleder. Der har vi et problem, jeg skulle lukke hende ind, stole på hende selvom at jeg udmærket godt ved at alt jeg fortæller hende, kommer videre til rektor og alle de andre i ledelsen. Fedt, velkommen til mit liv og alle mine helvedes problemer med mig selv. Anyways, jeg bad om en aftale med en gymnasiepsykolog, fordi jeg tænker at sådan en pædagogisk hjernevrider må være den eneste der kan få mig til at få det godt med mig selv igen. Jeg skal også fortælle min mor det... I dag, når hun har fri fra arbejde. Hun ved godt at jeg ikke er i skole, for hun arbejder lige nedenunder mit værelse, i sådan en kiosk.

Det er med blandede følelser at jeg skal fortælle hende det. Jeg har ondt i maven over det, jeg er virkelig spændt på hvad hun nu vil sige til det jeg fortæller hende. Men samtidig er jeg også sikker på at hun bliver sur, og kalder mig for en idiot. En idiot fordi jeg bliver hjemme fra gymnasiet, af psykiske årsager. Hun plejer at blive vildt sur over sådan noget, det blev hun ihvertfald første gang jeg fortalte hende at jeg ikke kunne lide mig selv. At jeg ren faktisk hadede mig selv som pesten. Jeg sad og græd overfor hende, første gang jeg fortalte hende det. Jeg var fucking knust over sandheden om mig selv, jeg så mig selv som et afskum, en udstødt. En taber. En kæmpe taber. Men jeg fandt senere ud af at jeg ikke var en taber, og at der var mange der havde det ligesom jeg. Det trøstede lidt, og så alligevel ikke.

Jeg bliver mobbet på internettet, selvom at billederne der blev lagt ud af mig og linket til min facebookprofil er blevet slettet, er der et par stykker der kører psykisk terror på mig. Eller, jeg ved ikke om det decideret er terror, men det føles sådan. Min indbakke på facebook er fyldt med hadefulde beskeder, en pige jeg troede var min veninde, har stukket mig i ryggen og offentliggjort alt jeg har fortalt hende. Gjort grin med mine problemer, pisset på mig. Og statussen havde 150 likes, hvilket jeg tolker som 150 flere mennesker der ikke kan lide mig og synes at jeg er grim. Måske er det bare blevet sådan med mennesker, at de virkelig er så opmærksomhedsliderlige at de er i stand til at pisse hinanden op og ned af ryggen. Måske er det også bare en af prøvelserne ved livet, hvor man bliver testet i hvad man kan holde til. Jeg ved det ikke, men jeg er virkelig træt af det. Træt af at folk gør grin med mig, træt af at folk hader mig og jeg er virkelig træt af at folk udstiller mig, og kører på mig.

Knækket, brækket, opgivet

Jeg skriver her fordi jeg ikke har nogle at gå til. Jeg har ingen jeg kan stole på, som jeg kan fortælle de her ting til. Jeg har ingen planer om at denne blog bliver opdaget, for jeg vil intet gøre for at promovere den. Det bliver en blog, hvor jeg har nogle tanker der skal ud. Det bliver min dagbog, og nok også i sidste ende min bedste ven.

Jeg kan ikke lide mig selv. Forkert, jeg kan ikke udstå mig selv. Kan ikke klare synet af mig selv, jeg HADER mit udseende. Jeg kan intet positivt finde ved mig selv, jeg kan ikke leve i harmoni med mig selv. Jeg er for tyk, jeg er for lav, jeg er for grim, mit hår er forkert, mine er øjne er for små, min næse er for stor og mine læber er for tørre og ja, små. Mine bryster er ligesom min mave, mine lår og min røv: for store. De hænger en anelse, jeg har strækmærker og store brystvorter. Min mave er bare for tyk, jeg suger den ind i hverdagen for ikke at være så fed som jeg egentlig er, men fuck hvor er jeg tyk. Jeg vil gerne tabe mig, men jeg har ingen motivation og ingen støtte. Min mor vil ikke købe sundt ind, jeg har ikke råd eller tid til at købe ind selv, med en hest og stx at bruge min tid på.

Jeg kan ikke lide at gå i skole, jeg kan ikke lide lærerne og jeg kan ikke lide fagene. Jeg kan ikke lide atmosfæren, alle kigger mærkeligt på mig. Jeg kan godt lide dem i klasse, men jeg kan ikke betro mig til dem, for jeg kan ikke stole på dem. Jeg kan ikke stole på nogle, udover min hest og min hund. Sørgeligt, men sandt. Jeg kan ikke fortælle nogle om hvordan jeg har det med mig selv, for min mor bliver sur på mig og alle andre fortæller det videre. Undtagen psykologer, men jeg kan ikke lide psykologer. De er alt for pædagogiske og jeg er ved at brække mig over det.

Jeg kan aldrig sove om natten, for tankerne æder mig op. Ubehagelige følelser fylder min krop, og selvhadet hober sig op. Jeg har intet selvværd, jeg synes jeg er det grimmeste nogensinde. Det gør ikke ondt når jeg selv siger det, men for nyligt blev der lagt billeder ud af mig på internettet, hvor folk gav hinanden ret i at jeg var grim, og den gjorde fucking ondt. Det knak mig. Eller, var med til det ihvertfald.

Jeg kan ikke få ham fyren jeg er forelsket i, for han er forelsket i en anden og jeg er for tyk og for grim. Det har han selv sagt. "Din personlighed er dejlig, men jeg kan ikke tænde på dig." MÅSKE IKKE DET FEDESTE AT FÅ SMIDT I HOVEDET AF HAM MAN KAN LIDE! Det knak mig også.

Jeg har en fætter jeg elsker overalt på jorden, men som desværre er psykisk fucked up. Han forsøgte at begå selvmord i weekenden. Igen. Lige efter han havde snakket med mig, faktisk. Det vidste jeg ikke hvordan jeg skulle forholde mig til, for hvordan tackler man det? Hvordan klarer man det? Og hvordan fanden klarer man livet? Det knak mig også.

I bund og grund er jeg en knækket sjæl, der ikke kan se en mening i at leve. Jeg er for grim, jeg er for fed, jeg er for fucked up, jeg har ingen at gå til og nå ja; så er jeg klam. Jeg har overvejet selvmord mange gange, men jeg gør det aldrig.  Jeg kan ikke lide det, jeg tænker for meget over det. Hvad nu hvis det ikke virker? Hvad nu hvis det gør ondt? Hvordan vil folk reagere på det? Hvor mange personer ville mit selvmord knække psykisk?  Så slår jeg tankerne væk, for ellers bliver jeg ked af det.

Jeg er ikke andet end en fucked up 18 årig tøs, der ikke ved hvad hun vil med sit liv eller hvorfor. Jeg græder mig tit i søvn, fordi jeg ikke ved hvor jeg hører til eller hvem jeg er. Jeg ved ikke hvad meningen med mit liv er, eller hvorfor jeg skal have det så dårligt. Jeg er almindeligt skilsmissebarn med normal opvækst og typisk danske forældre. Jeg har ingen grund til at have det så dårligt. Men det har jeg bare, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg har opgivet mig selv, jeg har ikke lysten til at kæmpe mere. Ikke mod mig selv, for det er altid det dårlige der vinder - og så kører de dårlige tanker endnu engang.