Jeg skriver her fordi jeg ikke har nogle at gå til. Jeg har ingen jeg kan stole på, som jeg kan fortælle de her ting til. Jeg har ingen planer om at denne blog bliver opdaget, for jeg vil intet gøre for at promovere den. Det bliver en blog, hvor jeg har nogle tanker der skal ud. Det bliver min dagbog, og nok også i sidste ende min bedste ven.
Jeg kan ikke lide mig selv. Forkert, jeg kan ikke udstå mig selv. Kan ikke klare synet af mig selv, jeg HADER mit udseende. Jeg kan intet positivt finde ved mig selv, jeg kan ikke leve i harmoni med mig selv. Jeg er for tyk, jeg er for lav, jeg er for grim, mit hår er forkert, mine er øjne er for små, min næse er for stor og mine læber er for tørre og ja, små. Mine bryster er ligesom min mave, mine lår og min røv: for store. De hænger en anelse, jeg har strækmærker og store brystvorter. Min mave er bare for tyk, jeg suger den ind i hverdagen for ikke at være så fed som jeg egentlig er, men fuck hvor er jeg tyk. Jeg vil gerne tabe mig, men jeg har ingen motivation og ingen støtte. Min mor vil ikke købe sundt ind, jeg har ikke råd eller tid til at købe ind selv, med en hest og stx at bruge min tid på.
Jeg kan ikke lide at gå i skole, jeg kan ikke lide lærerne og jeg kan ikke lide fagene. Jeg kan ikke lide atmosfæren, alle kigger mærkeligt på mig. Jeg kan godt lide dem i klasse, men jeg kan ikke betro mig til dem, for jeg kan ikke stole på dem. Jeg kan ikke stole på nogle, udover min hest og min hund. Sørgeligt, men sandt. Jeg kan ikke fortælle nogle om hvordan jeg har det med mig selv, for min mor bliver sur på mig og alle andre fortæller det videre. Undtagen psykologer, men jeg kan ikke lide psykologer. De er alt for pædagogiske og jeg er ved at brække mig over det.
Jeg kan aldrig sove om natten, for tankerne æder mig op. Ubehagelige følelser fylder min krop, og selvhadet hober sig op. Jeg har intet selvværd, jeg synes jeg er det grimmeste nogensinde. Det gør ikke ondt når jeg selv siger det, men for nyligt blev der lagt billeder ud af mig på internettet, hvor folk gav hinanden ret i at jeg var grim, og den gjorde fucking ondt. Det knak mig. Eller, var med til det ihvertfald.
Jeg kan ikke få ham fyren jeg er forelsket i, for han er forelsket i en anden og jeg er for tyk og for grim. Det har han selv sagt. "Din personlighed er dejlig, men jeg kan ikke tænde på dig." MÅSKE IKKE DET FEDESTE AT FÅ SMIDT I HOVEDET AF HAM MAN KAN LIDE! Det knak mig også.
Jeg har en fætter jeg elsker overalt på jorden, men som desværre er psykisk fucked up. Han forsøgte at begå selvmord i weekenden. Igen. Lige efter han havde snakket med mig, faktisk. Det vidste jeg ikke hvordan jeg skulle forholde mig til, for hvordan tackler man det? Hvordan klarer man det? Og hvordan fanden klarer man livet? Det knak mig også.
I bund og grund er jeg en knækket sjæl, der ikke kan se en mening i at leve. Jeg er for grim, jeg er for fed, jeg er for fucked up, jeg har ingen at gå til og nå ja; så er jeg klam. Jeg har overvejet selvmord mange gange, men jeg gør det aldrig. Jeg kan ikke lide det, jeg tænker for meget over det. Hvad nu hvis det ikke virker? Hvad nu hvis det gør ondt? Hvordan vil folk reagere på det? Hvor mange personer ville mit selvmord knække psykisk? Så slår jeg tankerne væk, for ellers bliver jeg ked af det.
Jeg er ikke andet end en fucked up 18 årig tøs, der ikke ved hvad hun vil med sit liv eller hvorfor. Jeg græder mig tit i søvn, fordi jeg ikke ved hvor jeg hører til eller hvem jeg er. Jeg ved ikke hvad meningen med mit liv er, eller hvorfor jeg skal have det så dårligt. Jeg er almindeligt skilsmissebarn med normal opvækst og typisk danske forældre. Jeg har ingen grund til at have det så dårligt. Men det har jeg bare, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg har opgivet mig selv, jeg har ikke lysten til at kæmpe mere. Ikke mod mig selv, for det er altid det dårlige der vinder - og så kører de dårlige tanker endnu engang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar