Dagen derpå

Jeg gik i seng i går, efter jeg havde skrevet mit første indlæg. Med en næsten god følelse i kroppen. Jeg følte mig lettet, fordi jeg fik mine problemer ud, og havde det som om at der var folk der lyttede til mig - også selvom at det bare er på en dum blog, hvor jeg ikke kan få den hjælp jeg skal have, men bare kommer ud med tingene. Jeg opdagede, til min store overraskelse at folk havde set min blog, den havde fået sygt meget opmærksomhed. Der er 40 personer der har set - og læst - mine psykotiske og negative tanker om mig selv. Det er vildt at tænke på, synes jeg. Gad vide hvad de har tænkt om det hele? Sikkert noget i retning af; "fuck hvor er hun langt ude", men hvad fanden, sådan er det.

Jeg vågnede med en god følelse i maven, jeg så straks selv valgte at ødelægge. Jeg har for meget fravær i gymnasiet, og var nødt til at sende en besked til min studievejleder. Der har vi et problem, jeg skulle lukke hende ind, stole på hende selvom at jeg udmærket godt ved at alt jeg fortæller hende, kommer videre til rektor og alle de andre i ledelsen. Fedt, velkommen til mit liv og alle mine helvedes problemer med mig selv. Anyways, jeg bad om en aftale med en gymnasiepsykolog, fordi jeg tænker at sådan en pædagogisk hjernevrider må være den eneste der kan få mig til at få det godt med mig selv igen. Jeg skal også fortælle min mor det... I dag, når hun har fri fra arbejde. Hun ved godt at jeg ikke er i skole, for hun arbejder lige nedenunder mit værelse, i sådan en kiosk.

Det er med blandede følelser at jeg skal fortælle hende det. Jeg har ondt i maven over det, jeg er virkelig spændt på hvad hun nu vil sige til det jeg fortæller hende. Men samtidig er jeg også sikker på at hun bliver sur, og kalder mig for en idiot. En idiot fordi jeg bliver hjemme fra gymnasiet, af psykiske årsager. Hun plejer at blive vildt sur over sådan noget, det blev hun ihvertfald første gang jeg fortalte hende at jeg ikke kunne lide mig selv. At jeg ren faktisk hadede mig selv som pesten. Jeg sad og græd overfor hende, første gang jeg fortalte hende det. Jeg var fucking knust over sandheden om mig selv, jeg så mig selv som et afskum, en udstødt. En taber. En kæmpe taber. Men jeg fandt senere ud af at jeg ikke var en taber, og at der var mange der havde det ligesom jeg. Det trøstede lidt, og så alligevel ikke.

Jeg bliver mobbet på internettet, selvom at billederne der blev lagt ud af mig og linket til min facebookprofil er blevet slettet, er der et par stykker der kører psykisk terror på mig. Eller, jeg ved ikke om det decideret er terror, men det føles sådan. Min indbakke på facebook er fyldt med hadefulde beskeder, en pige jeg troede var min veninde, har stukket mig i ryggen og offentliggjort alt jeg har fortalt hende. Gjort grin med mine problemer, pisset på mig. Og statussen havde 150 likes, hvilket jeg tolker som 150 flere mennesker der ikke kan lide mig og synes at jeg er grim. Måske er det bare blevet sådan med mennesker, at de virkelig er så opmærksomhedsliderlige at de er i stand til at pisse hinanden op og ned af ryggen. Måske er det også bare en af prøvelserne ved livet, hvor man bliver testet i hvad man kan holde til. Jeg ved det ikke, men jeg er virkelig træt af det. Træt af at folk gør grin med mig, træt af at folk hader mig og jeg er virkelig træt af at folk udstiller mig, og kører på mig.